| Gestelev - Heden - Vantinge | |||
| Lokalområdet | Foreninger | Erhverv | Kalender | Nyheder | Links | Startsiden | |||
| Vantinge Landsbyplan Forord. Landsbyplanen er udarbejdet for at Vantinge som landsby og lokalområde lever op til Ringe Kommunes landsbypolitik fra maj 1999.Heri angives det som en af landsbyernes opgaver, at udarbejde en landsbyplan, med beskrivelse af områdets mål og ønsker for fremtiden, samt beskrivelse af egen indsats og ønsker til kommunens indsats. Vantinge bylaug
fungerer som tovholder og redaktør på landsbyplanen, lige
som by-lauget varetager den formelle kontakt med Ringe kommune.
Hvad vil vi med landsbyplanen? Formålet med landsbyplanen er blandt andet: 1. at skabe fælles fodslag og afklarethed i samarbejdet med Ringe kommune. 2. at give et samlet overblik over Vantinge sogns righoldige foreningsliv, fremtidsmål mv. 3. at give tilflyttere indblik i det aktive liv der leves på landet. 4. at styrke drøftelser om Vantinges fremtid, og bringe gode ideer frem i et stort forum. 5. at muliggøre, at beboere med fælles interesser finder sammen og løser opgaver til fællesskabets bedste.
Hvad er vigtigt for os? 1. En folkeskole, som lever op til de bygningsmæssige og undervisningsmæssige krav, der stilles idag., med tilhørende SFO-faciliteter
3. Et trafikmiljø, så både børn, voksne og gamle er trygge ved at færdes i. Det er yderst vigtigt, at de trafikale forhold specielt omkring skolen, langs skolevejene og generelt i området er i orden. 4. Etablering af boliger som giver mulighed for at både børnefamilier, ældre og gamle kan finde den boligform i området som de ønsker. Enten ved renovering/ombygning af eksisterende bygninger eller nybyggeri. 5. Etablering af rekreative områder, naturstier mv. som giver mulighed for naturoplevelser i et området fattigt på "skov og strand. 6. Etablere en
hjemmeside på internettet for Heden Vantinge området, som
afløser for opslagstavlen hos købmanden. Heden-Vantinge skole. Heden - Vantinge skole er en lille kommuneskole. Skolen ligger i Vantinge by og har børn fra børnehaveklassen til og med 7. klasse. Herefter fortsætter børnene på Nordagerskolen i Ringe - godt 5 km. fra Vantinge. Børnene kommer hovedsagelig fra Heden og Vantinge sogne. En mindre del kommer fra de tilstødende skoledistrikter. For tiden er der omkring 90 elever på skolen og godt 40 i skolefritidsordningen. Skolen danner endvidere rammen om de fleste fritidstilbud i området. Gennem de seneste 10-15 år har skolen udviklet sig til det lokale "kulturcenter", hvor der foregår utallige aktiviteter for alle aldersgrupper. Stort set alle skolens faciliteter bruges på den ene eller den anden måde af de stedlige foreninger året igennem. Børnehave. Gruppen for etablering af børnehave i Heden/Vantinge blev i efteråret 2000 inddraget i arbejdet med etablering af en landsbyplan for Vantinge. Gruppen har arbejdet med forskellige modeller for hvorledes en børnehave kunne etableres i området og er vokset over i en decideret forening med det ene formål at få etableret en børnehave i Vantinge. Der har i Heden/Vantinge området gennem de senere år været en stigning i børnetallet. Pt. er der ca. 35 børn i børnehavealderen, og vi forventer en stigning i dette tal. Der er heller ingen tvivl om at børnene til en børnehave i Vantinge foruden Heden/Vantinge vil kunne komme fra Sallinge, Palles- have og Gestelev. En børnehave i Vantinge vil give lokalområdets småbørnsfamilier mulighed for at fastholde deres børn i et trygt og kendt miljø. Børnefamilier vil få mulighed for at aflevere såvel skolebørn som børnehavebørn uden at skulle flakke hele kommunen rundt på kryds og tværs. På sigt er en børnehave i området vigtig for skolens overlevelse. Grundlaget for Heden/Vantinge skole baseres på lokalområdets børn, men hvis børnene fra 3 års alderen via børnehaven knyttes til kammerater i Ringe by, kan der være en fare for, at børnene følger med kammeraterne over i skolen i Ringe by. l området
står inden for en kortere årrække over for en stor
udskiftning i de lokale beboere da der er mange ældre i lokalsamfundet.
Hvis der ikke er tilstrækkelig service i lokalområdet til
unge "stærke" familier vil de ikke søge til området,
dels fordi børnepasning skal være lokalt, og dels pga.
de store omkostninger den ekstra transport vil påføre dem.
Resultatet kan blive at en stor del af boligmassen vil stå tom
- eller blive så billig, at spekulanter kan købe ejendom-mene
og efterfølgende leje dem ud til socialt dårligt stillede
familier, hvor lejen skal betales ud af kommunekassen. Ringe kommune har
haft børnehave i Vantinge budgetteret til etablering i 1999,
udskudt etablering til 2000, hvorefter den blev taget af budgettet.
Målsætningen for Ringe kommunes daginstitutioner og dagpleje
er ellers "Pladserne placeres i videst muligt omfang i lokalområderne
på baggrund af en behovsvurdering." Ringe kommunes landsbypolitik
fremhæver: "En vigtig forudsætning for en god landsbyudvikling
er offentlig service. Specielt skole og børnepasning skal fastholdes
i lands-byerne så længe der er tilstrækkeligt befolkningsunderlag.
Ved omstilling eller udbygning af den kommunale service indgår
landsbyerne med samme vægt som Ringe by." Ikke desto mindre
er den seneste børnehave med 80 pladser placeret ved Ringe by.
Trafik. Der har i Vantinge været arbejdet med trafiksikring i flere omgange, både på grund af denne omfattende tunge trafik til det tidligere "Vantinge Miljøcenter" og den hurtigtkørende personbilstrafik forbi Heden-Vantinge skole. Med den fortsatte stigning i børnetallet på Heden-Vantinge skole, vil der være 85+90 elever og 40-45 børn i SFOén til næste år. Mængden af biler til/fra skolen er til den tid dobbelt så stor som for 2-3 år siden. Hertil kommer mere biltrafik gennem byen end tidligere. Den samlede stigning gør børnene mere usikre og utrygge i trafikken, og øger risikoen for uheld. I forbindelse med udarbejdelse af landsbyplanen var det således naturligt at formulere målsætningerne på trafikområdet. · Vi ønsker
hastigheden ned ved bygrænsen ved alle fire indfaldsveje, og ikke
som foreslået af kommunen - kun på Gestelevvej. På Gestelevvej har trafikgruppen efter aftale med Ringe Kommune opstillet en "byport", Der har været mange positive tilbagemeldinger i den anledning, og det er planen at opstille byporte ved alle indfaldsveje til Vantinge. Gruppen mener i
øvrigt, at trafiksikkerheden ved skolen skal forbedres så
hurtigt som muligt. Derfor pågår der allerede drøftelser
om hvorledes trafikken ind og ud af skolegården og forbi skolen
afvikles bedst og sikrest. Boliger. I de gamle kommuneplaner har man haft tanker om en traditionel parcelhusbebyggelse parallelt med Smedegyden. Vi mener at denne løsning i dag er uden de store muligheder. I stedet mener vi
at tiden er til storparceller med plads til mindre husdyrhold. I de
naturskønne omgivelser mener vi at der vil være et marked
for disse. Egnede placeringer kunne være området øst for Blåkildevej, men i øvrigt findes der flere egnede områder indenfor bygrænsen.Ved salg af ældre landbrugs-ejendomme kan der eventuelt stykkes grunde fra. Endvidere ser vi en mulighed i en udbygning af den mindre rækkehusbebyggelse til udlejning v. Smedegyden. En udbygning som er projekteret i den gamle lokalplan. Området overfor Heden-Vantinge Skole bør afsættes til institutionsbyggeri, boldbane, seniorkollektiv eller lignende. Ved en udbygning
af Heden - Vantinge skole på Vantinge sportsplads, bør
der åbnes mulighed for at anvende området til idrætsfaciliteter
og parkering for skole og foreninger. Natur/stier. Vi har i gruppen arbejdet med tanker og ideer til forbedring og udnyttelse af naturen i og omkring Vantinge. Vi finder at der mange steder i byen kunne "lives op" med træer og beplantning. I sammenligning med vores nabobyer virker Vantinge noget "skovfattig". Vi synes også at indfaldsvejene kunne markeres bedre( som Gestelevvej mod Ringe) Vi vil gerne genetablere så mange af de gamle stier som muligt. -Etablering af natursti langs Vantinge Mose syd for NML med forbindelse til Præstebro v. broen. -Etablering af mindre skovområder i umiddelbar nærhed af Vantinge for eksempel over mod Præstebro. -Fortsat tilplantning af vejtræer til at markere byens indfaldsveje, i sammenhæng med byportene Et område
som vi bør vise stor interesse er Vantinge Mose.Området
ved Vantinge Mose og Præstebro er et virkeligt dejligt naturområde,
som med en forholdsvis lille indsats, kunne gøres meget attraktivt
for egnens beboere og andre naturinteresserede. Fra sydskrænten
ved NLM fabrikken er der en flot udsigt over moseområdet og lavtliggende
engarealer. En sti fra Blåkildevej langs mosen til broen ved Præstebro
ville kunne give en stor naturoplevelse.Turen tilbage til Vantinge ad
markvejen forbi Voldstedet ved Torbygaard byder også på
dejlig natur! Vi foreslår derfor følgende mål : -En udbygning af stiområdet, bl.a. ved en reetablering af gamle stier. Vi satser i første
omgang på at etablere naturstien ved Vantinge Mose. Ansøgninger
til Fonde / puljer sendes jan. / marts. Projektering i løbet
af foråret og etablering aug. / sept. 2001 , hvis alt "flasker"
sig. IT. Vi har defineret
3 hovedområder: Hjemmesiden har adressen: www.heden-vantinge.dk Det er planen, at hjemmesiden skal være stedet hvor alle, både fastboende, potentielle tilflyttere, pårørende, nyhedsmedier mv. søger oplysning om, hvad der foregår i Vantinge. Ovenstående foreninger, institutioner mv. vil være repræsenteret med en side om aktiviteter, kontaktpersoner mv. I forbindelse med "åbent hus" arrangementer, samt eventuelt enkelte lørdage afholdes "net-café" arrangementer, både for garvede og nybegyndere i "surf", informationssøgning, e-mailing, homebanking mv. på internettet. Tanken er at etablere
et slags intranet i mellem Ringe Kommunes landsbyer, så landsbyerne
kan kommunikere hurtigt og effektivt indbyrdes. Hvis vi hurtigt kunne finde en fælles holdning og udtrykke den, er jeg sikker på at vi i fællesskab kunne skabe bedre muligheder for udfoldelsen af livet i landsbyerne.
Aktivitetshus. Kortfattet beskrivelse. I tilknytning til Heden-Vantinge skole, etableres et aktivitetshus på ca. 130 m2, -indeholdende vindfang/garderobe, toilet, tekøkken, depot på samlet ca. 30 m2, og et stort, højloftet rum på ca. 100 m2. Huset skal danne rammen om et styrket samarbejde mellem foreninger og institutioner i området, og anvendes til mangeartede aktiviteter for børn., unge, voksne og ældre i området. Skolen danner i dag rammen om mange af aktiviteterne i områdets foreninger, men på grund af stigende elevtal, er det vanskeligt fortsat at finde egnede lokaler til eksisterende og nye aktiviteter. HEVA (Heden-Vantinge idrætsforening), er en af Ringe Kommunes største idrætsforeninger, men foreningen har ikke egne klublokaler. Som et af formålene, skal "Heden-Vantinge aktivitetshus" danne rammen om sociale aktiviteter, arrangementer og almindeligt samvær både for medlemmer af områdets foreninger og "foreningsløse". "Heden-Vantinge aktivitetshus" forventes etableret og drevet som en selvejende institution, med deltagelse af områdets foreninger og fremtidige brugere. Gruppen har ansøgt
Indenrigsministeriets Landdistriktpulje og fået bevilliget kr.
35.000, til det videre planlægningsarbejde. Institutioner og foreninger. Landsbyen er præget
af skolen og sportspladsen, som ligger centralt placeret i byen. Skolen
er samlingssted for de fleste foreningsaktiviteter. HEVA tilbyder gymnastik, svømning, badminton, bordtennis, tennis, petanque, folkedans og diletant. Desuden har foreningen en juniorklub, som holder til på skolen. HEVA arrangerer desuden høstfest, Skt. hans, diletantfest samt aktivitetsweekend. Vantinge Forsamlingshus drives af en forening. Det er yderst velholdt og meget benyttet til fester og arrangementer, både af byens beboere og af folk udefra. Pengene til vedligeholdelse og forbedringer tjenes blandt andet på den årlige Midtfynsfestival, hvor mange folk i Vantinge er engagerede. Vantinge Børneklub arrangerer aktiviteter for børn i lokalområdet, dels i forbindelse med "åbent hus", og dels i med sommeraktiviteter. "Døråbneren"
afholder åbent hus arrangementer på Heden-Vantinge skole
6 gange i perioden fra september til april. Arrangementerne afholdes
fredag aften og starter med fællesspisning. Efterfølgende
er der blandt andet foredrag, idræt, børneaktiviteter og
almindelig snak folk imellem. Humørklubben, -er en klub hvor ældre som mødes på skolen om eftermiddagen hver 14. dag med sang og foredrag og hyggesnak. Heden - Vantinge husholdningskreds arrangerer "tema"- aftner og udflugter for interesserede. Jagtforeningen arrrangerer skydeøvelser, jagter, fisketure og udflugter for medlemmerne. Vantinge menighedsråd arrangerer korværker i Vantinge kirke, nytårsfest og udflugt for de ældre, samt foredrag ved åbent-hus aftner. Vantinge Bylaug
er kontakt til Ringe Kommune, og arbejder for at styrke samarbejdet
mellem kommune og beboerne i Vantinge. Bylauget arrangerer årlige
møder med kommunen og beboere. Det videre arbejde. 1. Åbenthus
i efteråret - information fra grupperne, - opfølgning på
handlingsplanen. afholde borgermøde med Ringe Kommune i foråret. Beskrivelse af Vantinge. Vantinge er beliggende i den vestlige del af Ringe Kommune, omkring vejkrydset Ringe-Sallinge/Heden-Espe. Vantinge er en aktiv
by på mange måder: Vantinge har ry og tradition for, at det lokale netværk og engagement er stærkt, og at man kan løfte og løse store opgaver i fælles flok. Beboerne i området
er på ingen måde indstillet på stiltiende at se til,
at "udviklingen" går uden om Vantinge. Afsluttende kommentar I Vantinge har bylauget taget initiativ til en række borgermøder i efteråret 2000 og vinteren 2001. På møderne har vi drøftet landsbyens udviklingsmuligheder samt samarbejdet med Ringe Kommune. På borgermøderne har arbejdsgrupper omkring Institutioner, Trafik, Boliger, Natur/Stier, IT og Aktivitetshus fremlagt deres tanker og ideer om den fremtidige udvikling i byen. Borgermøderne og arbejdsgrupperne har været åbne for alle beboere i området, og vi håber at landsbyplanen vil blive modtaget af beboerne som et posetivt forsøg på at bevare og udvikle vores landsby til gavn og glæde for alle. Om den posetive udvikling vil fortsætteer afhængig af, om vi i landsbyen forstår at stå sammen og få fællesskabet til at fungere- -at vi har et velfungerende institutions- ,forenings- og fritidsliv som gør landsbyen til et attraktivt sted at bo.- -samt at vi får den nødvendige støtte og opbakning fra kommunen Det tror vi på Og så er det ikke så ringe endda at være landsby i kommunen Ringe.
Vantinge i historisk perspektiv. Vantinge er et gammelt stednavn, hvilket endelsen "inge" antyder. Det vil sige, at der helt tilbage igennem jernalderen har været en samling af mennesker i en mindre landsby. Landsbyen flyttede på et tidspunkt rundt gentagne gange i ejerlavet efter at have ligget samme sted i ca. 100-200 år.
I slutningen af
vikingetiden, omkring år 1000, blev Vantinge anlagt på sit
nuværende sted for så vidt angår den nordlige del,
hvor kirken også ligger. Ved udskiftningen år 1800 blev 3 gårde (Langtvedgård, Nørregård og Mølleskovgård) flyttet ud af landsbyen og Horseholm nyopstod. Alle husmændene fik deres jord (ca. 3 tdr. land) et stykke væk fra byen (Grøndalsvej og Gestelevvej) og ca. halvdelen blev flyttet ud midt i 1800-tallet. I løbet af 1800-tallet blev yderligere 3 gårde (Kullemosegård, Hjorthøjgård og Kirkely) flyttet fra deres oprindelige plads i landsbyen på grund af brand, og i det åbne land blev der nyopførsler af mindre ejendomme. Fra sidst i 1800-tallet slog andelstankens ideer igennem, og der blev efterhånden oprettet mejeri, brugsforening, el-selskab, forsamlingshus og forskellige foreningen. I løbet
af 1900-tallet opstod der specialiserede håndværk og diverse
industri rundt i byen. Noget er ophørt, men der er stadigvæk
adskillige arbejdspladser tilbage, hvilket har været med til at
holde liv efterhånden som landbrugets betydning har været
aftagende. Søren Kristensen.
|
|||
|